Ja, rent bogstaveligtalt var søndagens trekking højdepunktet for Indien indtil videre. Jeg måtte flere gange sige til Lene; ”Undskyld jeg siger det igen, men det er simpelthen så ufattelig smukt det her”. Jeg var helt høj – tror ikke jeg har været det siden mit sidste ultraløb. Jeg har aldrig før oplevet så smuk natur plus glæden ved at slippe væk fra Mumbai gik bare op i en højere enhed. Lad mig sige med det samme, at billederne slet ikke kan måle sig med virkeligheden.
Op kl. 04.45 og afsted til bussen. Vi var omkring 35 personer, som tog afsted. Langt størstedelen var erfarne trekkere, så det lovede godt. 3 timers kørsel fra Mumbai og vi er ved Garbett. Vi gik 10 min. fra bussen og pludseligt åbnede landskabet sig op. Guiden sagde en masse på hindi, så vi forstod kun, at vi skulle over på den anden side af søen og op på toppen af en af bakketoppene. Fedt, det så både ud til at blive en lang og hård tur – lige hvad vi havde håbet på.
I starten var man meget opmærksom på hvor man satte fødderne, men efter første vandpassage, så kunne det ligesom være lige meget. Efter en halv times trek kan vi rundt om pynten og der lå det. Vandfald efter vandfald, bakketoppe, bjergtoppe, puddergrønne skrænter, dale, bække, rismarker eller snarere risteresser, bjergtoppe dækket af dis. Ubeskriveligt. Kort efter begynder det at regne ubeskriveligt meget. Jeg havde besluttet mig på forhånd for, at jeg ikke ville tage regnslag på, men et kort øjeblik fortrød jeg dog. Og de øjeblikke kom der mange af. Heldigvis blev man hurtig varm igen.
Vi vandrede op igennem landskabet og op mod toppen. Undervejs blev det til nogle få stop, men kun lige nok til at tage en slurk vand og en snack. Vi trekkede gennem bittesmå landsbyer og man kunne ikke helt lade være med at tænke om det bjergvand der ofte løb mellem fødderne på en nu også kun var regnvand eller om….ja J
Det var underligt med de lokale i landsbyerne. Normalt har indere utroligt nemt til smil og har altid kunne få dem til at smile, men her var de fuldstændig stenede. Ingen reaktion overhovedet.
Efter mere og mere trænge og stejlere stier, nåede vi efter op på et stort plateau. Fantastik udsigt over det område vi netop havde tilbragt 3 timer i. Vi havde nu et valg. Enten kunne vi gå helt op på toppen eller vende rundt. Der var ingen tvivl…vi skal på toppen. Det sidste stykke var dog ikke trekking men derimod klatring. Kun en fod eller hånd kunne flyttes ad gangen. Det hjalp ikke, at have rygsækken med! Ærlig talt så var jeg pisse nervøs og fortrød big time undervejs. Noget rystet kom vi alle op på toppen, men jeg turde ikke klatre ned igen. Tilsyneladende mente guiden heller ikke at det var forsvarligt, så vi fandt en lang omvej, som vi kunne komme nedad. Det var en lettelse! I øvrigt på vej op ad klatrevæggen så vi en krabbe midt på klippesiden, how the hell….??
På vej ned tog vi en anden rute. Fedt at se noget nyt og denne gang kom vi direkte igennem rismarker og vandingskanaler mv. Utrolig oplevelse. Ja det blev også til en labyrint af kvæg, herunder en ensom tur der var så aggressiv på afstand, at nogle af de lokale trekkere troede det var en tiger…gips. Heldigvis kom den lokale hyrde og fik styr på den med sin kæp. Havde samlet en stor sten op til at smadre i hovedet på den, men er nu sikker på, at den ville vinde, hvis det kom til infight…
Helt ufarligt var det dog ikke. På vej ned faldt ham der gik bag mig. Det blev til en rulletur, men heldigvis nåede jeg at træde til siden og han stoppede heldigvis inden det gik galt.
Det er i øvrigt første gang i mit liv, at jeg har set en ko gå ind i et hus gennem fordøren – vel at mærke hvor konen i huset stod i dørkarmen og inviterede den indenfor. Crazy shit.
Efter 7½ times trek var vi tilbage ved udgangspunktet. En ubeskrivelig fantastisk dag. Natur og fysisk udfoldelse det er perfekt match. Helt sikkert ikke sidste gang vi er afsted. Hjemme kl. 22.00 i lejligheden og klar til en god nats søvn
