I går var jeg på tøse tur i shopping mall. Var afsted med en engelsk pige fra kontoret og fik sludret en masse om alle de skøre ting, vi har oplevet hernede. Da kl var 20 og vi var ret sultne, blev vi hurtige enige om at få lidt at spise inden vi skulle shoppe.
Nå men de kom straks med vand til os (ja der var ret mange tjenere i denne restaurant) og fik lidt at drikke. Så sidder man normalt og venter på en menu kort skal komme, men nej. Første tjener kom og begyndt at øse op på hver vore store sølvfad og prøvede at forklare hvad det var på halv engelsk og halv indisk. Jeg måtte lige afbryde og spørge, hvor menukortet var og hvad det var vi fik, hvad det kostede osv. Fik så forklaret, at der var denne ene form for ret og han kom med en tavle, hvor alle de små retter stod på. Fattede ikke halvdelen af hvad der stod, men vi nikke ja tak og forsatte.
Så kom tjener efter tjener med deres mad bøtter og øsede op i vores små skåle. Jeg har ingen ide om hvad vi har fået men lækkert det var det. Det var nok 15-20 små forskellige retter med hjemmebagt naan brød samt andre små pandekage brød. Alt sammen meget lækkert. Så snart man havde bare tømt lidt af en lille skål stod de der fluks igen og klar til refill. Til sidst måtte vi melde pas – kunne ikke mere.
Men fedt at opleve en anderledes middag.
Aftensmad... med refil |
Så skulle vi jo efterfølgende hjem med taxa og det var igen en oplevelse. Først kunne vi ikke få en taxa der ville køre efter meter. Dvs så man betaler for den distance man kører og ikke en aftalt pris på forhånd. De vil hellere prøve at aftale en pris på forhånd, for så tager de nemlig flere penge for det end normalt takst. Nå men endelig fik vi en – og det skal siges at det var en gammel bil – det føltes som om at bilen var ved at falde fra hinanden. Jeg var sku lidt i tvivl om vi kom op af en bakke på et tidspunkt eller om vi ville gå i stå.
Ud over dette så ville han meget hellere lave sightseeing tur med os (sikkert for at tjene flere penge), men vi ville bare hjem… Lidt svært når vi ikke altid vidste hvor vi var og om han egentlig kørte den korrekte vej. Han mente så vi var i det område hvor vi boede men vi kunne ikke genkende det. Vi var så slet ikke i det korrekte område, men jeg begyndte blot at lade som om jeg vidste hvor jeg var og prøvede at dirigere ham en vej – for han anede ikke selv hvor han var.
Endelig fandt jeg genkendelige steder og så kom vi endelig hjem – langt om længe!
Ja hver dag er en oplevelse hernede
Ingen kommentarer:
Send en kommentar